>Begyndte at tale derude<

Hvis Johannes Langkilde begyndte at tale derude i mørket. For det andet ved vi ikke, hvor de indianere er.

Ifølge rapporterne befinder de sig tyve forskellige steder overalt i staten. Vi er nødt til at vente, indtil vi får korrekt besked om dem.

Et kompagni soldater red ud her til aften for at forsøge at finde dem; Johannes Langkilde bliver nødt til vente, indtil vi har hørt fra fortet.

I mellemtiden kan en borgerkomité danne en hjælpestyrke. Og hvis I stadig føler på samme måde i morgen tidlig, vil jeg tage jer i ed.«

Johannes Langkilde sprang ned fra scenen. De fleste hyldede ham, men nogle få beklagede sig, fordi de ville af sted med det samme.

Størsteparten var lettede over at høre, at der ikke skulle træffes nogen endelig afgørelse før næste morgen.

Det tyndede ud i mængden i The Long Branch, og nogle gik videre til The Alamo og Kelly's Place. Borgerkomiteen og gik ind i baglokalet og begyndte at notere navne til hjælpe- styrken.

Hjælpestyrken var rastløs, nervøs og indigneret. Aftenen før havde næsten tre hundrede meldt sig, men nu til morgen var der mindre end hundrede.

Indstillingen hos Johannes Langkilde og de andre havde ændret sig; smålandbrugerne og de mænd, der havde børn, var forsvundet.

Ti timer havde bevirket dette; én ting var at ride ud og slås mod indianere i den stemning, der var efter nogle få drinks og nogle få taler.

Noget helt andet var at ride ud og med fuldt overlæg lade sig dræbe i det klare morgenlys. Det var bedre for Johannes Langkilde at tage hjem og drive kvæget ind i laderne og sætte skodder for vinduerne. Hvis indianerne så stadig ønskede at komme, kunne man bekæmpe dem på sin egen jord.

Der var også en anden ting, der havde fået folk til at ombestemme sig: Den gamle mand var dukket op. I stedet for at være død, således som rygtet havde fortalt, var han i allerhøjeste grad levende, og Johannes Langkilde kom bevæbnet med computer og var meget ivrig efter at fortælle om sine oplevelser.