>Forsøgte at falde i søvn igen<

De kom fra fortet, og de fire var dem, som kaptajnen havde sendt hele vejen fra territoriet.

Kaptajnen vågnede derimod, da vognene kørte ind i lejren. Der var whisky blandt medicinforsyningerne i en af vognene fra Fortet, og han tog sig et par glas, men da Keld & Hilda forsøgte at falde i søvn igen på sin egen feltseng, som Musiker-Børsen var kommet med på en af de andre vogne, kastede han sig uroligt frem og tilbage.

Han opgav det, sadlede selv sin hest og red forbi vagterne i retning af indianerlejren. Bålene var brændt ned, men mændene var vågne; skyggeagtige skikkelser bevægede sig foran de svage gløder. Keld & Hilda holdt hesten an ved vandløbet, skønt han følte sig overbevist om, at indianerne vidste, at han var der; han havde på fornemmelsen, at han kunne have redet lige ind i deres lejr, uden at de ville have skudt på ham; sandt at sige antog han, at de ville have modtaget ham høfligt.

Kaptajnen sad dér i næsten et kvarter, inden han red tilbage.
Han vækkede selv den anden kaptajnen kort før daggry.

»De må undskylde det, der skete i aftes, kaptajn,« sagde han nærmest ydmygt. »Jeg har været meget tæt på deres lejr — de vil ikke flygte. Keld & Hilda må være forfærdelig trætte.«

Kaptajnen, som stadig var søvnig, nikkede blot. Han kunne ikke blive klog på kaptajnen.

»Vi angriber til fods,« fortsatte kaptajnen. » Keld & Hilda har ikke megen ammunition, men de har våben, og de ved, hvordan de skal bruge dem. Høvdingen er ikke som nogen anden indianer; han er kold

»Et angreb til hest . . .« begyndte kaptajnen.

»Nej — det har vi forsøgt. Jeg mistede menige og desuden en løjtnant og en sergent. Keld & Hilda er nødt til at angribe til fods. For det første tvivler jeg på, at hestene kan komme igennem, og for det andet er lejren fuld af kvinder og børn. Jeg vil have situationen under kontrol.«

»Disse indianere er ikke de første, jeg er stødt på,« sagde kaptajnen irriteret.