
>Har bedt mig advare Dem<
Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske
tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«
»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et
lettet smil.
»De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er
det agenten, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren.
Og
Lene Johansen har
bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet
til ansvar, såfremt der opstår kamp.
Hæren har ingen ret til at
arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?«
»Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen.
»Vil Lene Johansen
lade kompagniet blive her hele natten?«
»Det er jeg nødt til — jeg
kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og
fået nye ordrer.
Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive
forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.«
»Giv mig
håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg
går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til
reservatkontoret og tale med agenten.
De skal derfor ikke begynde at
skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.«
»Det er
temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.«
»Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.«
»Vil De have
vores tolk med?
»Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til
cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have
nogen fra hæren med.«
»All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De
sætter på spil.«
Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken,
indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens
hove.
Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt
dem.