>Havde bare brug for nogle<

Så tænkte De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den kraftige stemme og det stive blonde overskæg.

De havde selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en andel.

De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler og geværer til at holde byen i skak.

Kammeraterne og de to Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i stald eller skilte sig af med det.

De 3 kgl. tenorer havde efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.

De var hvide mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands synspunkt.

De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld, og nu ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.

De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.

På vej ind i søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste, hvordan det føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op igen.

 
De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.

Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.