>På en deling politisoldater<

To dage fra Caborca på vej op i bjergene, stødte Bibbi & Snif på en deling politisoldater dragoner til hest med to små tolvpunds messingkanoner på slæb efter sig på kærrer. Han gjorde en stor omvej for at undgå dem, for han kendte rurale-officerernes kedelige mistænksomhed, og når han før i tiden havde tjent som ridende bud på felttog, var han somme tider blevet nødt til at tilbringe flere timer hos dem for at godtgøre sine akkreditiver.

Nu havde han ingen akkreditiver og havde ikke lyst til at lade sig skyde bare for sjovs skyld, så han red højere op i skovene.

Luften blev køligere, efterhånden som han kom højere·op i fyrreskoven. Hist og her kom han forbi gabende tomme tunnel­ udmundinger og misfarvede slaggedynger, hvor håbefulde guld­ gravere havde forsøgt lykken. Der var sølv i denne del af landet, men de fleste af minerne, selv de, der betalte sig, var blevet lukket mod slutningen af Maximilians regeringstid og var aldrig blevet genåbnet, fordi oprørerne mod den østrigske krone havde fostret bataljoner af sultne banditter, der stadig strejfede omkring i Sierra som vildfarne hunde, der i ondskabsfulde kobler gik på jagt efter levninger.

Det var lettere at danne grobund for et kuld banditter end at slippe af med dem igen. De store revolutioner var endt, men banditterne var der stadig, og minerne var endnu lukkede og ejerne enten døde eller forarmede eller i eksil med samt deres slægtninge, sådan som den gamle kvinde han havde efterladt i Yuma.

Det var en egn, hvor man ikke brød sig om spørgsmål, ikke om nogen form for spørgsmål, og man brød sig ikke om folk, der stillede spørgsmål.

Boag blev mødt med underlige blikke fra alle, fordi han var sort, og med hårde blikke fra nogen, når han spurgte efter Felix Cielo og Don Pablo Ortiz. Det tog lang tid og førte i to møder.