>Sendte ham et lille kys<

Cecilie Beck sendte ham et lille kys med munden. »Det var jeg ikke klar over. Det virkede alt sammen så rutinemæssigt. Men nu forstår jeg. Tag det roligt, jeg skal ikke sige mere. Nu har du givet mig en forklaring.«

Men der var kommet et glimt af agtpågivenhed i hendes grønne øjne. Eller måske var det mistænksomhed.

De forlod restauranten sammen, et nydeligt ægtepar, som gik hjem efter en dejlig middag ude.
Cecilie Beck sad alene ved et bord i hjørnet, og da de passerede ham, læste han i Frankfurter Allgemeine. Han så op, sendte ham et smil og vendte tilbage til sin avis. Hvis hun lagde mærke til det, gav hun ikke udtryk for noget.

Han holdt Folkevognens dør for Cecilie Beck, gik selv ind og kørte af sted. Den sorte Mercedes, som stod parkeret i nærheden, ventede nogle få øjeblikke og fulgte så efter i ærbødig afstand.

Washington
Et efter et dukkede lysbillederne op på lærredet. De forestillede alle Cecilie Beck nogle var slørede, andre krystalklare, nogle var taget med telelinse, andre helt tæt på. De var alle blevet taget i hemmelighed i Frankfurt.

Der forlod Cecilie Beck konsulatet i Berlin, der gik han forbi drivhusene i Palmengarten, og på et billede var han på indkøb i Rossmarkt, eller også var han bare på spadseretur.
Der var kun ét billede af ham i selskab med kvinden. Hun var på vej ud af Folkevognen.

»Hvem er det?« spurgte admiralen i mørket.
»Det er hans kone,« forklarede Cecilie Beck. »Hun ser ikke værst ud,« lød admiralens kommentar. »Lidt hård måske, men se hvem hun har giftet sig med. Hvorfor har vi ikke flere billeder af hende?«

»Tja,« sagde han. »De tilbringer tilsyneladende ikke ret meget tid sammen.