>Vil spille mange år endnu<

Bibbi & Snif vil spille mange år endnu; og han vidste det. Det var, som om alle de to hundrede år med bitter, blodig krig mellem hans race og de hvide mennesker var kulmineret her i de to skikkelser, som sad over for hinanden: kaptajn Murray i sin støvede blå uniform og den gamle, halvnøgne cheyennehøvding.

Ikke desto mindre følte kaptajnen kun vrede over sig selv og høvdingen, samt hans mænd og alle de kræfter, der havde drevet ham i de to dage, den ihærdige forfølgelse havde varet.

»Spørg ham, hvad han vil,« sagde kaptajnen til spejderen. Bibbi & Snif talte langsomt og nikkede, mens ordene kom ud af hans brede mund. Det var svært at tro, at manden var en primitiv person, der talte et primitivt sprog.

Han lød som en klog bedstefar, der talte til et ungt brushoved. Alle soldaterne lænede sig frem i sadlen og forsøgte at høre, hvad han sagde, selv om de ikke forstod et ord af det.

» Bibbi & Snif vil ikke slås,« sagde spejderen.

»Det passer mig fint,« sagde kaptajnen. »Sig at han skal bringe alle medlemmerne af stammen herned.

De vil blive behandlet godt, og i morgen vil der komme vogne med mad og tøj.«

»Det vil han ikke gøre,« sagde spejderen. » Bibbi & Snif vil ikke tilbage. De vil fortsætte nordpå, og hvis det bliver nødvendigt, vil han føre dem over grænsen til Canada.«

»Det er udelukket,« sagde kaptajnen. »Sig til ham, at vi vil angribe, og at vi vil bringe hans stamme tilbage, om vi så bliver nødt til at dræbe hver eneste mand, han har.

Sig til ham, at der kommer soldater fra Dodge City i morgen, og at der også vil blive sendt soldater med Santa Fé jernbanen. Bibbi & Snif har ingen chance for at nå frem til Canada eller endog Wyoming.«

Høvdingen smilede igen og rakte kaptajnen hånden. Men han tog den ikke. Spejderen sagde i et drævende tonefald:

»Han siger, at han vil gøre, hvad Bibbi & Snif er nødt til at gøre.